HØJE-TAASTRUP: Julestemningen spreder sig snart over byen, når julelysene på rådhusets store juletræ skal tændes – og som traditionen foreskriver, får julemanden brug for hjælp fra byens børn.
Torsdag den 27. november 2025 kl. 17.00 inviteres alle børn og deres familier til at være med, når julemanden og den fungerende borgmester forsøger at få juletræets lys til at funkle. Børn, der har deltaget tidligere år, vil vide, at det sjældent går helt glat, og at julemanden derfor har brug for masser af energi, stemmer og juleglæde for at få lysene til at tænde.
Arrangementet begynder i rådhusets atrium, hvor Musikskolen åbner festlighederne med musik kl. 17. Kort efter ankommer julemanden, og når alle er samlet, går turen ud til træet foran rådhuset. Her synges der julesange – selvfølgelig med Musikskolen som musikalsk ledsager – og julemanden hilser på både store og små. Og selvfølgelig er der også slik til børnene.
Det hele varer ca. 45 minutter, så selv de yngste kan være med til at skabe en hyggelig start på julen i Høje-Taastrup.








