HEDEHUSENE – Cafélivet i Nærheden vokser. Mandag den 6. juli åbnede Café Nær på Skolebakken 60, lige over for Hedehusene Station. Bag caféen står den lokale iværksætter Valdeta Salihi Kaya, der håber at skabe et hyggeligt mødested for både områdets beboere og de mange pendlere.
Efter mere end 15 år i restaurationsbranchen har Valdeta valgt at satse på drømmen om sin egen café. Idéen opstod, mens hun var på barsel og gik ture gennem Nærheden.
– Jeg syntes, der manglede et sted, hvor folk kunne mødes over en kop kaffe. Da jeg så lokalerne, vidste jeg, at det var nu, jeg skulle springe ud i det, fortæller hun.
Valdeta flyttede til Nærheden for knap fem år siden sammen med sin mand, der er opvokset i Hedehusene. Hun ønsker, at Café Nær skal være mere end blot en café – den skal være et naturligt samlingssted i den hastigt voksende bydel.
Noget for både store og små
Menuen byder på kaffe, te, matcha og kolde drikke samt frisklavede sandwich, croissanter, kager og cookies. Der er også tænkt på de yngste gæster med et udvalg af snacks.
Caféen har både siddepladser indenfor og udenfor, så gæsterne kan nyde en pause i rolige omgivelser tæt på stationen.
En del af udviklingen
Café Nær ligger i Home.Earth Nærheden – det markante træbyggeri, som har fået opmærksomhed for sit fokus på bæredygtighed og et meget lavt CO₂-aftryk.
Byggeriet er udviklet med ønsket om at skabe mere liv i området. Her findes allerede spisestedet Min Döner, en dyrlægeklinik og et kvarterhus for beboerne. Med Café Nær bliver udbuddet af lokale tilbud nu endnu større.
Cafélivet vokser
Åbningen sker blot få dage efter, at Nærhedens første café slog dørene op. Det er endnu et tegn på den udvikling, der præger den nye bydel, hvor flere butikker, spisesteder og lokale tilbud følger med de mange nye boliger og den stigende tilflytning.
Den centrale placering få meter fra Hedehusene Station gør samtidig Café Nær til et oplagt stop for både pendlere og besøgende.
Fakta
Café Nær
- Adresse: Skolebakken 60, 2640 Hedehusene
- Åbnede: 6. juli 2026
- Ejer: Valdeta Salihi Kaya
- Menu: Kaffe, te, matcha, sandwich, croissanter, kager, cookies og snacks.




