Lørdag forvandles Holbæk Bymidte til et sandt mekka for bilentusiaster og familier, når “Biler i Bymidten” ruller ind i gaderne. Glæd dig til et storslået bilshow spækket med alt fra spritnye modeller til klassiske køretøjer, rallybiler og udrykningskøretøjer.
Oplev byens bilforhandlere
På Ahlgade kan du gå på opdagelse blandt de nyeste bilmodeller fra Holbæks bilforhandlere. Få et kig på de seneste trends og lad dig inspirere til din næste bil.
Veteran- og specialkøretøjer
Smedelundsgade og Labæk omdannes til udstillingsgade for sjældne, smukke veteranbiler og specialkøretøjer – inkl. imponerende lastbiler.
Hop på bytoget
Byens charmerende bytog kører i fast rute mellem torvet, Ahlgade – Smedelundsgade v/Meny og Nygade v/Vestergade fra kl. 10–15. Perfekt til en hyggelig familieudflugt!
Politi og beredskab i aktion
Ved Lindevej/Ahlgade kan du møde politiets patruljevogne, ambulance og brandkøretøjer. Vestsjællands Frivillige Beredskab stiller op med flere brandbiler, og Flyvehjemmeværnet byder på oplevelser med deres ADR-køretøj, kikkertlege og konkurrencer. Mød også en hundefører og hils på tjenestehunden.
Rally i bymidten
Valentin Rally Sport forvandler krydset ved Ahlgade og Smedelundsgade til racerstemning, hvor du kan se en ægte rallybil og møde Nordic Rally Champion 2024, Simon Valentin.
Butikker og caféer holder åbent
Hele bymidten emmer af liv – butikkerne og caféerne står klar med åbne døre og god stemning hele dagen.
Kom og vær med til en oplevelsesrig dag i Holbæk – for hele familien og enhver bilfan!









